Sapa og Fansipan

Samme aften jeg kom tilbage til Hanoi fra Ha Long Bay, tog jeg nattoget videre til Sapa i det nordlige Vietnam. Selve togturen var noget bumlet, hvilket dog blev opvejet af komfortable koejesenge i hyggelige firemands kupeer. Selve byen, Sapa, blev etableret af den franske

kolonimagt i 1922, og har siden udviklet sig fra en lille bjergstation til et yndet turistmaal - selv blandt vietnamesere. Og paa skyfri dage forstaar man hvorfor. Synet af rismarker der i terasser ligger op ad frodige bjergskraaninger er enestaaende! Oveni det er vejret ofte mere moderat,

saa et dejligt forfriskende afbraek fra ophedede Hanoi.

Foer vi naede Sapa skulle vi dog transitte i Lao Cai, en by graensende op til den kinesiske graense. Herfra ventede en bustur paa tre timer foer vi langt om laenge kunne indaande den friske bjergluft! I Sapa og omegn lever mange minoriteter i smaa, idag knap saa isolerede, stammesamfund. I Sapa by blev vi modtaget af lokale indbyggere, alle klaedt i deres

nationaldragt. De skulle vise os vejen til deres landsby hvor vi skulle overnatte i et lokalt hjem. Efter en tur fyldt med udfordringer i form af stejle skraaninger, vandfald og balancegang paa smaa sten eller mudderrender igennem rismarker. Sidstnaevnte blev for meget for

undertegnede der midtvejs fik hjaelp til at komme op af en af rismarkerne. Dog var det dejligt at faa afkoelet foedderne, da vejret den var utrolig varmt og solrigt! Dette resulterede ogsaa i

den underligste solskolning jeg har haft til dags dato. En kombination af mit casio ur paa

haandleddet, en t-shirt med en tilsyneladne dyb udskaering i nakken og en rem fra kameratasken. Megen latter paa min bekostning blev det til den aften!

Vi naaede langt om laenge frem til det lokale hjem hvor vi skulle overnatte. Ved foerste oejekast et lidt skuffende sted idet det ikke helt levede op til min, maaske, lidt romantiske forestilling om et 'hjemmebesoeg'. Huset var, som jeg havde forestillet mig, ikke en hytte lavet af bambus, men naermere et hostle med faelles sovesal og moderne sanitetsforhold. Men paatrods af at vi ikke fik drukket slangeblod, spist insekter og paa den maade udfordret vores indre Indiana Jones,

var det et hyggeligt ophold! Billedet nedenfor tog jeg da jeg hen af aftenen gik en tur rundt i

landsbyen. Drengene, der umiddelbart ser uskyldige ud jagtede sommerfugle, hvilke der var overflod af, med deres bambusroer. Bestanden maa vaere reduceret til i hvertfald det halve

efter den aften!

Morgenen efter tog vi tilbage til Sapa, hvor jeg moedtes med nogle venner og planlagde dagen derpaas udfodring. En tur til toppen af Vietnams, og maaske Sydoestasiens hoejeste bjerg, Fansipan, der med sine 3143m rejser sig majestaetisk over alt andet og skuer over det nordlige Vietnam. I en gruppe paa otte gutter af blandet nationalitet, drog vi fra Sapa klokken lidt over 6 om morgenen. Paa det tidspunkt havde jeg vaeret oppe i halvanden time, og paa denne tid

tjekket ud af det lavsige hotel jeg tilbragte min anden nat i Sapa paa. Hotellets bevaertning var utrolig ringe og da jeg ville tjekke ud kraevde de ekstra betaling da det var uden for tidsrummet hvor man normalt tjekkede ud. Saa jeg luskede bare afsted! Laengere nede af vejen moedte jeg

de syv andre drenge der ud over mig selv skulle ud paa hvad der senere viste sig at blive en

yderst anstrengende tur. Ifoelge min medbragte Lonely Planet bog bestiger garvede trekkere

Fansipan (i folkemunde Fancy Pants) paa to dage. Vi gjorde det paa een! Opstigningen var uden tvivl noget af det haardeste og mentalt anstrengende jeg nogensinde har proevet. Det

styrtregnede fra foerste skridt vi tog paa ruten til vi 6 timer ef

ter med armene over hovedet og lettere foelelsesladdede naaede toppen. 6 timer med klatring, knugen fast til klipper, mudder til halvt oppe paa skinnebenene samt passering af vandfald og floder. Kulden var ligeledes en faktor idet man var gennembloedt fra top til taa og blev nedkoelet medmindre man bevaegede sig. Efter de 6 timers opstigning ventede 6 timers nedstigning, der viste sig at vaere et helvede idet mudderet gjorde det utrolig glat! Billederne taler for sig selv.