Haaber stadig der er faa derhjemme (ude) som foelger med. Nu er det jo et stykke tid siden jeg sidst har opdateret, hvilket ikke er ensbetydende med at jeg er faldet af paa den, men blot at I har endnu flere gode historier i vente!
Som overskriften antyder handler dette indlaeg om min tur fra Sapa til Hanoi. En speciel tur, der var meget anderledes end jeg havde forventet. I denne sammenhaeng frydede overraskelse ikke ligefrem, men et stort minde er det da i hvertfald gaaet hen og blevet! Oprindeligt havde jeg sat
en lille uges tid af til turen, i det jeg gerne ville have koert paa motorcykel gennem de frodige groenne bjergpas der loeber igennem det nordlige Vietnam. Min plan var at starte i Sapa og koere til Lai Chai, en lille by naer den kinesiske graense. Hefter ville jeg fortsaette til Dien Bien Phu, hvorfra man blandt andet kan krydse graensen til Laos, hvilket i mit tilfaelde dog ikke var relevant, men paa en anden maade senere viste sig at blive det. Fra Dien Bien Phu ville jeg koere til Son La og herefter Mai Chau for at slutte i Hanoi. I Sapa forhoerte jeg mig om priser for udlejning af motorcykler, anskaffelse af kort over vejene nordpaa og i det hele taget bare turen.
Alt loed rimeligt, men desvaerre for mig kunne jeg kun aflevere motorcyklen i Hanoi centrum hvilket er en by man absolut ikke har lyst til at koere motorcykel i hvis man har sit liv kaert!Desuden fandt jeg heller ingen som havde lyst til at tage samme tur. Saa i stedet tog jeg bussen!
Jeg havde store problemer med i det hele taget at finde den rigtige bus fra Sapa til Lai Chau. Lige pludselig var der ingen der snakkede engelsk, paa naer en vietnamesisk pige paa omtraent min egen alder. Hun skulle heldigvis ogsaa til Lai Chau. Saa uden at vide om det rent faktisk var den rigtige bus jeg stod paa tog jeg chancen! Blot det at komme ombord paa bussen var en anstrengelse idet den var saa proppet (med madvare, hoens og ja, praktisk talt alt hvad man i sin vildeste fantasi kan forestille sig) at man maatte kante sig under og over saeder, mennesker, og ja, dyr! Jeg havde heldigvis fundet mine transportsyge piller frem, saa jeg var good to go. Desvaerre havde de lokale ikke vaeret ligesaa forudseende. De havde dog medbragt poser hvilket, skal jeg senere fandt ud af ikke var en selvfoelge!
Efter godt 10 timer, utallige huller i vejen og pga. de mange 'doeskurver' vejen bugtede sig i, med hjerte oppe i halsen, ankom jeg til en lille flaekke hvor antallet af indbyggere nok lige akkurat kunne snige sig op paa de ti. Jeg havde faaet den opfattelse at pigen jeg moedtes med i Sapa skulle til Lai Chau, og da hun insisterede paa at jeg stod af bussen her, sammen med hende, forbandede jeg mig selv for at ville tage til Lai Chau. Beskrivelsen i min rejseguide stemte nemlig ikke helt overens med hvordan jeg selv ville beskrive den 'by' jeg nu stod i!
Heldigvis viste flaekken sig ikke at vaere Lai Chau, men blot en transit-'by'. Fra den lille flaekke tog jeg sammen med pigen, der stod af halvvejs, en motorcykel mod Lai Chau. Turen varede godt en times tid og var helt fantastisk smuk, ligesom busturen gennem vietnams hoejeste bjergpas foroevrigt ogsaa var, naar man engang imellem var heldig at fange et blik af den omgivende, smukke natur mellem lastede varer, arme, hoveder og skuldre. Jeg ankom til Lai Chau busstation og da jeg var den eneste paa busstationen der ikke havde moerkt haar og noeddebrun hud blev jeg naermest overfaldet af taxachaufoerere og knallertkoerere. Efter lidt prutten frem og tilbage tog jeg en knallert til det dyreste af de to hoteller, der var at vaelge imellem, da dette laa taet paa den nye bydel. Vaerelset var til en afvaenning udstyret med alt hvad hjertet kunne begaere af toiletsager og overfloedige ting. Deraf ogsaa prisen!
Dagen efter tog jeg bussen videre fra Lai Chau til Dien Bien Phu, der ligesom Lai Chau heller ikke var den stoerste oplevelse, rent sevaerdighedsmaessigt. Hotellet jeg boede paa var elendigt. Der var muselorte paa sengen, en paa gulvet og tusindevis af insekter paa vaeggene! Som foer naevnt er Dien Bien Phu en transitby naar man krydser graensen til Laos, hvilket den i hoej grad ogsaa bar praeg af. Jeg moedte ikke en udlaending! Dien Bien Phu er dog en by med en lang historie bag sig, en tragisk historie vel at maerke. Dien Bien Phu er nemlig stedet hvor franskmaendene paa toppen af A1 hill i sin tid tabte det sidste og afgoerende slag til den vietnamesiske modstandbevaegelse. Ikke at det er tragisk at franskmaendene tabte og herefter opgav koloniseringen af Vietnam. Byen efterlod bare et minde om de forfaerdelige ting der har fundet sted i min hukommelse!
Jeg var udmattet efter busturen fra Lai Chau, der var endnu mere 'oplevelsesrig' end fra Sapa til selvsamme. 5 minutter foer vi ankom til busstationen i Dien Bien Phu spytter en dreng der sidder ved siden af mig sit tyggegummi ud paa gulvet. Jeg er ikke videre imponeret over hans opfoersel og fanger slet ikke hans signaler. I det jeg skal til at irrettesaette ham og bede ham om at samle det op, kaster han op. Ud over mit laar, min fod og haand. Han rammer desuden passageren foran ham i nakken, hvorefter det fortsaetter over hans hoved og bremses af skyggen paa hans kasket. En afslutning der fuldendte den perfekte tur.
Dagen efter tog jeg bussen mod Hanoi. Jeg havde for en stund faaet nok af de lokale!
Hej Mads'en !
SvarSletDet lyder som en spændende tur du her har begivet dig ud på. Vi glæder os til at læse fortsættelsen, men det går altså ikke at "trække" spændingen grundet en så "simpel" ting som at internettet lukker :-) -- Med din måde at rejsebeskrive på, er det jo ligesom at læse en "Troels Kløvedal" rejseoplevelse, så derfor vil vi gerne have næste afsnit snarest !!!!
Kh. dad