Tilbage i Hanoi

Det har vaeret et par (een maaske? har fuldstaendig mistet tidsfornemmelsen) travle uger siden jeg sidst skrev, saa med sikkerhed et par uger forsinket, faar I nu historien om min tilbagekomst til Hanoi.
Rent mentalt var jeg udmattet efter 3-dages turen fra Sapa til Hanoi, saa da jeg endelig kom tilbage havde jeg virkelig brug for at moede nogle mennesker der kunne sige mere end 'yes' og 'no'. Det var en befrielse at tjekke ind paa Hanoi Bagpackers Hostle igen. Kolde oel og burgere paa tagterassen, fantastisk!Efter en dags rehabilitering moedtes jeg med to venner, Milah og Akbal, begge malayer, jeg havde moedt paa turen til Ha Long Bay og vaeret i Sapa med! Akbal har arbejde i Hanoi de naeste 1 1/2 aar, og har derfor indlogeret sig i en treetagers luksus lejlighed. Her flyttede jeg over dagen efter min tilbagekomst til Hanoi, og det var en befrielse! Her var rent, overdrevet mange airconanlaeg og varmt varm i hanen.
Milah og jeg var paa tur i et utrolig velassorteret, vietnamesisk standard taget i betragtning, indkoebscenter, og hele oplevelsen af at vaere 'tilbage' i civilationen var fantastisk befriende! De havde endda en biograf paa toppen hvor film IKKE var synkroniseret til vietnamesisk volapyk. Jeg kunne vaere blevet der for evigt hvis ikke min pengepung var roedgloedende og heller ville hvile i Akbals afkoelede herskabs lejlighed!
Med Akbals lejlighed som base udforskede jeg de naeste par dages tid Hanoi og omegn yderligere. Jeg besoegte Ho Chi Minh Mausoleumet, hvor selveste Ho Chi Minhs balsamerede krop opbevares til offentlig skue. Til dem af jer der ikke ved hvem Ho Chi Minh er (jeg havde ingen ide foer jeg kom til Vietnam) saa kan jeg fortaelle at han i maj 1945 jannede Viet Minh, en kommunistisk modstandbevægelse mod besættelsesmagten Japan. Efter Japans kapitulation proklamerede Ho Chi Minh Vietnams uafhængighed hvilket kolonimagten Frankrig var en stor modstander af, hvorfor der senere udbroed krig mellem de to parter. Som bonus info kan jeg, gentagende, fortaelle at Viet Minh besejrede Frankrig ved Dien Bien Phu. Ho Chi Minh var og er meget populær i blandt den vietnamesiske befolkning. Han betegnes af de fleste som en frelser, fredsskaber og befrier. Derfor opdrages alle vietnamesiske boern til at kalde Ho Chi Minh for 'Onkel Ho', og et besoeg i Mausoleumet som en pilgrimsrejse. At besoeget opfattedes som en pilgrimsrejse og Ho Chi Minh som en gud var tydeligt at fornaemme. Koen til glasmontren hvori Ho Chi Minhs balsamerede krop opbevares var 1 1/2 time lang, hvilket er utrolig lang tid taget i betragtning at selve gaaturen rundt om glasmontren varede cirka 15 sekunder! Undervejs var der 3 sikkerhedstjek, hvor kamera og andet elektronisk udstyr blev konfiskeret samt lommer og tasker endevendt. Desuden skulle skuldre og knae vaeret daekket foerend man fik adgang. I koeen blev besoegende der havde overlevet sikkerhedstjekket ordnet i geleder af 3 personer. Montren hvori Ho Chi Minh opbevares var endvidere opdaekket af 4 kampberedte soldater. Hele sceneriet virkede frygtindgydende, men samtidig urkomisk!


More to come

Fra Sapa til Hanoi

Haaber stadig der er faa derhjemme (ude) som foelger med. Nu er det jo et stykke tid siden jeg sidst har opdateret, hvilket ikke er ensbetydende med at jeg er faldet af paa den, men blot at I har endnu flere gode historier i vente!

Som overskriften antyder handler dette indlaeg om min tur fra Sapa til Hanoi. En speciel tur, der var meget anderledes end jeg havde forventet. I denne sammenhaeng frydede overraskelse ikke ligefrem, men et stort minde er det da i hvertfald gaaet hen og blevet! Oprindeligt havde jeg sat

en lille uges tid af til turen, i det jeg gerne ville have koert paa motorcykel gennem de frodige groenne bjergpas der loeber igennem det nordlige Vietnam. Min plan var at starte i Sapa og koere til Lai Chai, en lille by naer den kinesiske graense. Hefter ville jeg fortsaette til Dien Bien Phu, hvorfra man blandt andet kan krydse graensen til Laos, hvilket i mit tilfaelde dog ikke var relevant, men paa en anden maade senere viste sig at blive det. Fra Dien Bien Phu ville jeg koere til Son La og herefter Mai Chau for at slutte i Hanoi. I Sapa forhoerte jeg mig om priser for udlejning af motorcykler, anskaffelse af kort over vejene nordpaa og i det hele taget bare turen.

Alt loed rimeligt, men desvaerre for mig kunne jeg kun aflevere motorcyklen i Hanoi centrum hvilket er en by man absolut ikke har lyst til at koere motorcykel i hvis man har sit liv kaert!Desuden fandt jeg heller ingen som havde lyst til at tage samme tur. Saa i stedet tog jeg bussen!

Jeg havde store problemer med i det hele taget at finde den rigtige bus fra Sapa til Lai Chau. Lige pludselig var der ingen der snakkede engelsk, paa naer en vietnamesisk pige paa omtraent min egen alder. Hun skulle heldigvis ogsaa til Lai Chau. Saa uden at vide om det rent faktisk var den rigtige bus jeg stod paa tog jeg chancen! Blot det at komme ombord paa bussen var en anstrengelse idet den var saa proppet (med madvare, hoens og ja, praktisk talt alt hvad man i sin vildeste fantasi kan forestille sig) at man maatte kante sig under og over saeder, mennesker, og ja, dyr! Jeg havde heldigvis fundet mine transportsyge piller frem, saa jeg var good to go. Desvaerre havde de lokale ikke vaeret ligesaa forudseende. De havde dog medbragt poser hvilket, skal jeg senere fandt ud af ikke var en selvfoelge!

Efter godt 10 timer, utallige huller i vejen og pga. de mange 'doeskurver' vejen bugtede sig i, med hjerte oppe i halsen, ankom jeg til en lille flaekke hvor antallet af indbyggere nok lige akkurat kunne snige sig op paa de ti. Jeg havde faaet den opfattelse at pigen jeg moedtes med i Sapa skulle til Lai Chau, og da hun insisterede paa at jeg stod af bussen her, sammen med hende, forbandede jeg mig selv for at ville tage til Lai Chau. Beskrivelsen i min rejseguide stemte nemlig ikke helt overens med hvordan jeg selv ville beskrive den 'by' jeg nu stod i!

Heldigvis viste flaekken sig ikke at vaere Lai Chau, men blot en transit-'by'. Fra den lille flaekke tog jeg sammen med pigen, der stod af halvvejs, en motorcykel mod Lai Chau. Turen varede godt en times tid og var helt fantastisk smuk, ligesom busturen gennem vietnams hoejeste bjergpas foroevrigt ogsaa var, naar man engang imellem var heldig at fange et blik af den omgivende, smukke natur mellem lastede varer, arme, hoveder og skuldre. Jeg ankom til Lai Chau busstation og da jeg var den eneste paa busstationen der ikke havde moerkt haar og noeddebrun hud blev jeg naermest overfaldet af taxachaufoerere og knallertkoerere. Efter lidt prutten frem og tilbage tog jeg en knallert til det dyreste af de to hoteller, der var at vaelge imellem, da dette laa taet paa den nye bydel. Vaerelset var til en afvaenning udstyret med alt hvad hjertet kunne begaere af toiletsager og overfloedige ting. Deraf ogsaa prisen!

Lai Chau er ved foerste oejekast en by fuld af modsaetninger. I det hele taget hele synes det meste af byen under ombygning. Fra alsidigt beliggende bjergby til alsidigt beliggende 'moderne' kommunistisk hoejborg. Paa det ene gadehjoerne finder man lokale igang med at spille spil paa fortorvet til en ensporte vej, der straekker sig gennem den nu, pga. ombygningen, knap saa hyggelige gamle bydel, men man paa gadehjoernet overfor kan kigge ned af en 8-sporet hovedvej. At gaa ned af den 8-sporede hovedvej var en oplevelse. Og jeg tror at frasen 'at traede ind i en spoeglsesby' opsumerer essensen af oplevelsen. Moderniseringen lod dog ikke til at have paavirket de lokale soenderligt, idet de stadig koerte i begge retninger paa hver sin side af den 8-sporedes midterrabat.

Dagen efter tog jeg bussen videre fra Lai Chau til Dien Bien Phu, der ligesom Lai Chau heller ikke var den stoerste oplevelse, rent sevaerdighedsmaessigt. Hotellet jeg boede paa var elendigt. Der var muselorte paa sengen, en paa gulvet og tusindevis af insekter paa vaeggene! Som foer naevnt er Dien Bien Phu en transitby naar man krydser graensen til Laos, hvilket den i hoej grad ogsaa bar praeg af. Jeg moedte ikke en udlaending! Dien Bien Phu er dog en by med en lang historie bag sig, en tragisk historie vel at maerke. Dien Bien Phu er nemlig stedet hvor franskmaendene paa toppen af A1 hill i sin tid tabte det sidste og afgoerende slag til den vietnamesiske modstandbevaegelse. Ikke at det er tragisk at franskmaendene tabte og herefter opgav koloniseringen af Vietnam. Byen efterlod bare et minde om de forfaerdelige ting der har fundet sted i min hukommelse!

Jeg var udmattet efter busturen fra Lai Chau, der var endnu mere 'oplevelsesrig' end fra Sapa til selvsamme. 5 minutter foer vi ankom til busstationen i Dien Bien Phu spytter en dreng der sidder ved siden af mig sit tyggegummi ud paa gulvet. Jeg er ikke videre imponeret over hans opfoersel og fanger slet ikke hans signaler. I det jeg skal til at irrettesaette ham og bede ham om at samle det op, kaster han op. Ud over mit laar, min fod og haand. Han rammer desuden passageren foran ham i nakken, hvorefter det fortsaetter over hans hoved og bremses af skyggen paa hans kasket. En afslutning der fuldendte den perfekte tur.

Dagen efter tog jeg bussen mod Hanoi. Jeg havde for en stund faaet nok af de lokale!

Sapa og Fansipan

Samme aften jeg kom tilbage til Hanoi fra Ha Long Bay, tog jeg nattoget videre til Sapa i det nordlige Vietnam. Selve togturen var noget bumlet, hvilket dog blev opvejet af komfortable koejesenge i hyggelige firemands kupeer. Selve byen, Sapa, blev etableret af den franske

kolonimagt i 1922, og har siden udviklet sig fra en lille bjergstation til et yndet turistmaal - selv blandt vietnamesere. Og paa skyfri dage forstaar man hvorfor. Synet af rismarker der i terasser ligger op ad frodige bjergskraaninger er enestaaende! Oveni det er vejret ofte mere moderat,

saa et dejligt forfriskende afbraek fra ophedede Hanoi.

Foer vi naede Sapa skulle vi dog transitte i Lao Cai, en by graensende op til den kinesiske graense. Herfra ventede en bustur paa tre timer foer vi langt om laenge kunne indaande den friske bjergluft! I Sapa og omegn lever mange minoriteter i smaa, idag knap saa isolerede, stammesamfund. I Sapa by blev vi modtaget af lokale indbyggere, alle klaedt i deres

nationaldragt. De skulle vise os vejen til deres landsby hvor vi skulle overnatte i et lokalt hjem. Efter en tur fyldt med udfordringer i form af stejle skraaninger, vandfald og balancegang paa smaa sten eller mudderrender igennem rismarker. Sidstnaevnte blev for meget for

undertegnede der midtvejs fik hjaelp til at komme op af en af rismarkerne. Dog var det dejligt at faa afkoelet foedderne, da vejret den var utrolig varmt og solrigt! Dette resulterede ogsaa i

den underligste solskolning jeg har haft til dags dato. En kombination af mit casio ur paa

haandleddet, en t-shirt med en tilsyneladne dyb udskaering i nakken og en rem fra kameratasken. Megen latter paa min bekostning blev det til den aften!

Vi naaede langt om laenge frem til det lokale hjem hvor vi skulle overnatte. Ved foerste oejekast et lidt skuffende sted idet det ikke helt levede op til min, maaske, lidt romantiske forestilling om et 'hjemmebesoeg'. Huset var, som jeg havde forestillet mig, ikke en hytte lavet af bambus, men naermere et hostle med faelles sovesal og moderne sanitetsforhold. Men paatrods af at vi ikke fik drukket slangeblod, spist insekter og paa den maade udfordret vores indre Indiana Jones,

var det et hyggeligt ophold! Billedet nedenfor tog jeg da jeg hen af aftenen gik en tur rundt i

landsbyen. Drengene, der umiddelbart ser uskyldige ud jagtede sommerfugle, hvilke der var overflod af, med deres bambusroer. Bestanden maa vaere reduceret til i hvertfald det halve

efter den aften!

Morgenen efter tog vi tilbage til Sapa, hvor jeg moedtes med nogle venner og planlagde dagen derpaas udfodring. En tur til toppen af Vietnams, og maaske Sydoestasiens hoejeste bjerg, Fansipan, der med sine 3143m rejser sig majestaetisk over alt andet og skuer over det nordlige Vietnam. I en gruppe paa otte gutter af blandet nationalitet, drog vi fra Sapa klokken lidt over 6 om morgenen. Paa det tidspunkt havde jeg vaeret oppe i halvanden time, og paa denne tid

tjekket ud af det lavsige hotel jeg tilbragte min anden nat i Sapa paa. Hotellets bevaertning var utrolig ringe og da jeg ville tjekke ud kraevde de ekstra betaling da det var uden for tidsrummet hvor man normalt tjekkede ud. Saa jeg luskede bare afsted! Laengere nede af vejen moedte jeg

de syv andre drenge der ud over mig selv skulle ud paa hvad der senere viste sig at blive en

yderst anstrengende tur. Ifoelge min medbragte Lonely Planet bog bestiger garvede trekkere

Fansipan (i folkemunde Fancy Pants) paa to dage. Vi gjorde det paa een! Opstigningen var uden tvivl noget af det haardeste og mentalt anstrengende jeg nogensinde har proevet. Det

styrtregnede fra foerste skridt vi tog paa ruten til vi 6 timer ef

ter med armene over hovedet og lettere foelelsesladdede naaede toppen. 6 timer med klatring, knugen fast til klipper, mudder til halvt oppe paa skinnebenene samt passering af vandfald og floder. Kulden var ligeledes en faktor idet man var gennembloedt fra top til taa og blev nedkoelet medmindre man bevaegede sig. Efter de 6 timers opstigning ventede 6 timers nedstigning, der viste sig at vaere et helvede idet mudderet gjorde det utrolig glat! Billederne taler for sig selv.

Ha Long Bay

Det er efterhaanden nogle dagen siden jeg var paa turen jeg nu vil berette om, men synes ikke i skal snydes! Dagene flyver bare afsted, og det er ikke tit jeg har mulighed for at skrive hjem.

Den 26/5 forlod jeg Hanoi for at tage et smut til Ha Long Bay, der er et omraade naer byen Haiphong i den nordoestlige del af Vietnam. Selve Haiphong er en kedelig industriby, med 4-sporede veje til og fra Hanoi. Heldigvis er det ikke her turen stopper, og efter lidt ventetid i Haiphongs triste omgivelser begiver vi os ud paa en 5 timers sejlads for at naa Ha Long Bay!

Ha Long Bay er et fantastisk naturreservat fredet af UNESCO. Klipper og oeer i alle taenkelige former rejser sig majestaetisk op ad det smaragdgroenne vand og danner rammen om en utrolig afslappende og smuk tur. Hvordan reservatet i sin tid er blevet til forbliver en gaade, hvilket i sig selv tillaegger stedet endnu mere mystik. De lokale haevder at en drage, der engang holdt til paa bjerget i Haiphong bugten, ved sin doed styrtede i havet og inden, med sin fejende hale, delte bjerget i tusinde smaa oeer! Flot var det i hvertfald!

Der var planlagt en tur til en naerliggende drypstensgrotte, som husede flere ufattelig mange sjove skabninger skabt af drypsten gennem aarene. Der var aben, brystet, buddha og jeg kunne blive ved.

Vi overnattede paa baaden, saa solen gaa ned i horisonten og festede til den tidlige morgen.

Et par timer efter vores fest sluttede blev vi kommanderet ud af sengen. Med soevn i oejnene og en lettere hovedpine begav vi os nu i Kajak ud for at udforske grotter og huler. En sjov oplevelse!

Vi returnerede til baaden og sejlede videre til Cat Ba Island, der er den stoerste Oe i Ha Long Bay omraadet. Vi blev koert til Cat Ba National park og kom paa lidt af en vandre tur da vi ville naa oeens hoejeste punkt. Selve turen var ikke saa forfaerdelig haard selvom det konstant gik opad, det haarde var at jeg, saa flink som jeg nu er bar vandflaske, taske og flip-flops for en pige, der havde braekket armen, plus mit eget medbragte. Det var helt klart anstrengelsen vaerd, da udsigten var forrygende! Vi tjekkede senere ind paa et hotel paa Cat Ba og slaengede os paa stranden resten af dagen for om aftenen at spise vidunderlig Soe-mad (sea food).

More to come